Branderup får landbrugets initiativpris 2008.

Ved delegeret mødet i “Dansk Landbrug” som foregår i Herning, har Branderup fået tildelt.

“Landbrugets initiativpris 2008″ for ” Landbrug og by i et Samspil”

Det er 15. år i træk at landboforeningerne tildeler en initiativpris, og vi i Branderup er meget stolt af at få tildelt denne hæder. Vi vil på et senere tidspunkt markere begivenheden ved afsløringen af det synlige bevis.

Dansk Landbrug har lavet nedenstående pressemeddelelse om hvorfor Branderup får prisen.

Herning den 6. november 2008

PRESSEMEDDELELSE

De gør en forskel for lokalsamfundet – Branderup får initiativprisen

Dansk Landbrugs Initiativpris går i år til Landsbyen Branderup og omegn. En moderne landsby, hvor et enestående sammenhold og engagement har banet vejen for borgernes egen udviklingsplan, et aktivcenter bygget af frivillige samt friskole, børnehave og ungdomsklub for blot at nævne nogle af initiativerne.

– Branderup har altid været en aktiv landsby, der var kendt vidt omkring for sine byfester. Men efter at man kort efter årtusindskiftet iværksatte en undersøgelse om holdninger og behov i forhold til ‘udvikling frem for afvikling’ har arbejdet været langt mere målrettet, forklarer landdistriktskonsulent Bodil Bertelsen i Sønderjysk Landboforening. Det har indtil videre betydet, at man ved hjælp af frivilligt arbejde har fået bygget et aktivcenter, der både bruges til idræt, lokalhistorisk arkiv, ungdomsklub og et utal af sociale arrangementer. Efter Aktivcenteret har Branderup kastet sig over et nyt projekt: Folkeskolen er nedlagt og i stedet driver byen nu egen friskole og børnehave.

Fokus på nærmiljø og natur
Et hurtigt kig på Branderups hjemmeside www.branderup.dk afslører, at det er et endog meget aktivt og levende landsbysamfund, der står bag. Invitationer til fællesspisning og information om skrotindsamling, dåseprojektet og kålrabishop vidner om mange små løbende aktiviteter foruden de store projekter.
Men det er ikke kun sociale arrangementer, som Branderup landsby har taget på sig. En række af landsbyens landmænd har været med til at anlægge naturområder, stisystemer, søer og bålpladser til glæde for alle landsbyens beboere og besøgende.

Bodil Bertelsen peger især på det store sociale engagement blandt landmændene i Branderup.
– Mange landmænd har i stort og småt været med i denne her udvikling. Og de er ikke kun praktiske hjælpere, når der er brug for en traktor til at køre jord væk. De sidder også som meningsdannere i udvalg og bestyrelser – og de åbner deres døre og ladeporte for f.eks. knallertværksted, selv om det ikke er deres egne børn der er involverede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *