Årets Landsby

Bagenkop: ”Årets Landsby 2011”                                          Otterup, den 13. september 2011.

Kære 41 deltagende landsbyer.

En stor og varm tak for jeres store indsats i konkurrencen om titlen ”Årets Landsby 2011”.

Desværre kan kun en vinde, og svært har det været, blandt de mange flotte ansøgninger, at finde frem til vinderen. I finalen var: Bagenkop, Branderup, Vestervig.

De indsendte ansøgninger er enestående kildemateriale, som vi gerne vil have lov til at overdrage Syddansk Universitet til gavn for den videre landsbyforskning.

Det er 17. gang ”Landsbyerne i Danmark” udnævner et af Danmarks mange landsbysamfund til ”Årets Landsby”. (de tidligere udnævnte landsbyer er i rækkefølge: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde).

Temaet i år har, som I ved, været: ”Fællesskabets og frivillighedens betydning for et landsbysamfunds overlevelse og trivsel”.

Der har i år deltaget 41 landsbyer i konkurrencen om at blive ”Årets Landsby 2011”: Torup, Kogsbølle. Boholt, Ulbølle, Høve, Tårup, Vinding, Jordløse, Farre, Klovborg, Bjerreby, Bårdesø – Krogsbølle – Tørresø, Fjelstervang, St. Restrup, Bagenkop, Ravsted, Borbjerg Hvam, Hesselager, Understed, Hemmet, Sjølund, Toksværd, Ørsted, Fåborg, Harndrup, Rudme, Vester Nebel, Vestervig, Kettinge, Gyrstinge, Blære, Hover, Gludsted, Hjarup, Arrild, Branderup, Munke Bjergby, Stenderup Krogager, Faster – Astrup – Ejstrup. Døstrup, Sejerslev.

Det har igen i år været en meget vanskelig opgave for dommerkomiteen: fhv. indenrigsminister, MF Britta Schall Holberg (formand) – tidl. borgmester Poul Lindor Nielsen, Roskilde Kommune – viceborgmester Peter Christensen, Tønder Kommune – næstformand i ”Landsbyerne i Danmark” Hans Christensen, Højen – foreningsmedlem i ”Landsbyerne i Danmark” Ole Lindholdt, Ribe.

Fælles for alle 41 deltagende landsbysamfund er det folkelige engagement, fællesskabet og frivilligheden. Det er disse værdier, der er drivkraften bag bevaringen af landsbysamfundenes aktiviteter og kampen for vækst, udvikling og trivsel på landet. Det er ”en blødere velfærdstilværelse” med natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, frivillighed, medbestemmelse, indflydelse på egen hverdag og et folkeligt kulturelt fællesskab”, der gør livet i vore landsbysamfund attraktivt og indholdsrigt.

Som baggrund for valget af Bagenkop, Langeland Kommune som ”Årets Landsby 2011” udtaler dommerkomiteens formand Britta Schall Holberg: ”Bagenkop på Sydlangeland, Langeland Kommune – med kun 535 beboere, med vand på de tre sider og langt til al ting – burde være i afvikling og forfald. Men Bagenkopperne vil det anderledes. Bagenkop er som humlebien, der ikke burde kunne flyve, men som gør det alligevel. Bagenkop har bosætning, nye firmaer og arbejdspladser, en årlig havnefest med 6000 deltagere, et blomstrende sports- og kulturliv omkring hallen, musik- og kulturdage, et levende kunstnermiljø, aktive børn, der lærer at yde for at nyde, aktive ældre med musikklub, motion og sundhed m. v. Bagenkop har gennem generationer dyrket fællesskabet og frivilligheden”.                  

Kontakt til Bagenkop: Ivan Nielsen, tlf, 62562227. Mail: bksydlangeland@gmail.com.

Endnu engang en stor og varm tak for jeres deltagelse. Jeg vedlægger ”Landsbyerne i Danmarks” sidste årsberetning for 2011.

                                                                                    Venlig hilsen

                                                     Britta Schall Holberg                   Carsten Abild

                                                     Dommerkomiteen                       „Landsbyerne i Danmark“

                                                     Tlf. 64741947                              tlf. 40183206

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *